Sæson afslutning på HB Fit

Traditionen tro afslutter HB Fitterne som regel forårssæsonen som et af de allersidste hold. Vi vil så gerne nå at træne lidt ude i det fri, inden det bliver sommerferie.

Og dette år var ingen undtagelse – sidste forårstræning foregik på boldbanerne og bag skolen, hvor vi fik brændt den sidste energi af inden ferien. Vi nåede både en sjov gang gæt&grimasser og en SommerWOD som man sagtens kan tage med på ferien…. “opskriften” står som det sidste i dette opslag.

Frokosten blev sponsoreret af MCK Udlejning som vi indtog på terassen, med gang i grillen, pølser, øl og vand. Stor tak til Rikke & Torben Kækel.

Denne sæson var igen kendetegnet ved at holdet allerede fra start var fuldt booket til allersidste plads, og vi håber at kunne gentage denne succes efter ferien igen.

God sommer til alle fra Søren, Asbjørn og Mogens.

VÆGTLØS SOMMERTRÆNINGS WOD

KORT OG EFFEKTIVT FERIEPROGRAM DER KAN LAVES, HVOREND DU HOLDER DIN FERIE.

Minimalt udstyr, der ikke fylder i kufferten eller strandtasken. Pulsen op og sved på panden i 20 – 30 minutter, er alt hvad du behøver for at holde formen ved lige i ferien. Enjoy!

Programmet er opbygget som en LADDER, betyder at i første runde arbejder man 40 sekunder med hver øvelse, næste runde 30 sekunder og de sidste 2 runder 20 sekunder med hver øvelse.

Man går umiddelbart videre til næste øvelse uden decideret pause (men der går nok 10 sekunder før du er klar til næste øvelse)
Pause: hold 2 min. pause mellem hver runde.
Løb evt. en lille opvarmningstur 5-10 minutter før du begynder. Alternativt lav første runde i roligere tempo , så den fungerer som opvarmning.
Programmet køres igennem 4 gange – det svarer til en lille halv times træning inkl. pauser.

• Atomic situps.
• Airsquat
• Sjip
• Dips
• 100 meter løb (afmærk en rute på 50 lange skridt, ta´den ud og hjem)
• Push-ups
• Burpees (bryst skal røre jorden i bunden og fødder skal lette fra jorden på toppen )
• Lunges
• Box jump

Sponsoraften 2019

Bestyrelsen for Herskind Boldklub takker for en hyggelig aften sammen med sponsorerne og de medfølgende gæster.

Det blev en hyggelig sommeraften med god mad og drikke og et spændende foredrag med Peter Sporleder.

Peter “tog os med” på sin arbejdsplads, som feltpræst midt i den Afghanske ørken sammen med de danske styrker. De mange billeder og beretninger fra en helt anden verden, var med til at skabe en masse stof til eftertanke hos os alle. En verden fuld af en masse kontraster og svære dilemmaer. Spørge lysten og snakken var da også stor efter foredraget.

Stor tak til Peter Sporleder.

Badminton træner søges

Herskind Boldklub søger en badminton træner som har lyst til at styrke indsatsen i vores ungdoms badminton afdeling.

Så har du spillet/eller spiller du allerede badminton og kunne du godt tænkte dig at være træner, motivator og inspirationskilde for de unge badminton spillere i Herskind Boldklub (fra 1. klasse og op) , så vil vi meget gerne i dialog med dig.

Der bliver i høj grad mulighed for at sætte eget præg på træningsformerne og træningsmetoderne. Ligeledes kommer du til at indgå i gruppen af ca. 30 frivillige trænere i klubben.

Herskind Boldklub hjælper gerne med relevante trænerkurser så du får den bedste start i klubben.

Er du interesseret eller har du yderligere spørgsmål så kontakt Jakob Thorsager Knudsen ( +45 30 78 19 28 eller knutzon@herskindboldklub.dk)

“HB Rugbrødsraceren” på Folkemødet Bornholm 2019

Sidste år til Sommerfesten i Herskind var det muligt at prøve kræfter med en ny prøvelse i form af den nu legendariske “Rugbrødsracer”.

Det der dengang blot startede som en sjov skæv ide henover en sommerferie, blev i første omgang til et nyt indslag ved Sommerfesten. Men der stoppede “Rugbrødsraceren” ikke, den har nu fortsat sit ræs og succes via Århus Universitet hele vejen til Folkemødet på Bornholm 2019.

Eller rettere må vi nok sige at konceptet er rejst derover, den gamle “Rugbrødsracer” er fortsat gemt et sted i Herskind. Til gengæld er en prægtig , veludført og noget mere avanceret kopi af “Rugbrødsraceren” taget til Folkemødet på Bornholm 2019.

Søren Hansen fra HB er mellemmanden, og er i egen høje person taget afsted sammen med Århus Universitet for at sikre at løbsreglerne overholdes.

Så ser du Lars Løkke svede på “Rugbrødsraceren” og får du et flashback til sidste års fest, ja så kan billetterne købes til dette års Sommerfest 2019 her