Sponsoraften den 21/6-2019

Traditionen tro afholder Herskind Boldklub en sponsoraften for at takke de mange trofaste sponsorer som hjælper klubben.

I år har vi valgt at flytte arrangementet til Juni måned, med et håb/ønske om at vi kan bruge både grillen og terrassen udenfor (hvis vejret altså tillader det) – vi krydser fingre for endnu en god dansk sommer 🙂

Så er du sponsor i klubben, så skynd dig at slå et stort kryds i kalenderen den 21/6-2019 Kl. 18:00. Invitationen og programmet for sponsoraftenen er allerede på vej i trykken, så hold øje med din indbakke.

Vi plejer også at invitere en gæst denne aften, som typisk kan kaste lys over en lidt anden verden end den vi lige kender til daglig. Og denne gang bliver heller ikke nogen undtagelse. Vi har lavet en aftale med Peter Sporleder som starter vores Sponsoraften med at fortælle os alle om hvordan det er at arbejde som udsendt feltpræst hos de danske styrker. Det bliver med garanti spændende.

Lidt fakta om aftenens gæst:

Peter Sporleder (47 år) er gift og far til tre, sognepræst og feltpræst

Han har fem gange været udsendt som feltpræst i internationale missioner med danske soldater.

Herudover har han siden 1. januar 2018 været medlem af Aarhus Byråd.

Listen over udsendelser tæller både missioner i Kosovo, Irak og Afghanistan, og det er blandt andet disse oplevelser Peter vil berette om. Vi får indblik i feltpræstens mange og forskelligartede opgaver; hvordan de danske soldater lever og bor; hvordan man takler savnet til familien derhjemme; hvordan man håndterer dødsfald og hårdt sårede blandt sine kammerater; mødet med lokalbefolkningen og meget mere.

Indbydelse til HB Ryste-Sammen-Tur for frivillige trænere/ledere

En af de allervigtigste ressourcer i en forening som Herskind Boldklub er de frivillige trænere og ledere.

Vi har derfor besluttet at afholde en ryste-sammen-tur for alle trænere og ledere i klubben, for at sige jer alle sammen tak for den store indsats I har leveret i 2018. Planen er at bruge lidt af jeres sparsomme tid en lørdag i Århus – hvor vi både spiser sammen og efterfølgende alle deltager i et socialt event.

Så er du frivillig træner/leder, så check din mail allerede nu – her finder du detaljer om dagen og information om hvordan man tilmelder sig.

Dagens program:

10:30 Vi mødes kort i hallen til en lille intro og det store gruppebillede
11:15 Afgang til Århus
12:00 Spisning i Århus (nærmere info følger)
14:30 Dagens event 🙂 (nærmere info følger)
16:30 Vi er retur i Herskind

På vegne af bestyrelsen:
Søren Hansen
Mogens Enevoldsen

Flot afslutning på fodboldturnering

FC Langelinie har over 4 weekender deltaget i Regnbueturneringen i Thorsø – vi har deltaget med hold fra U6-8, U9, U10, U11, U12 og U14.
Det har været en god turnering, med en masse jævnbyrdige og spændende kampe.

U14 vandt guldmedaljer i deres pulje.
U12 havde to hold med som endte på 3. og 4. pladsen i hver deres pulje.
U11 fik en 4. plads i deres pulje
U10 havde to hold med som begge endte på 2. pladsen i hver deres pulje.
U9 fik en 6. plads i deres pulje
U6-8 vandt guldmedaljer i deres pulje.

Stor tak til alle trænere og til alle de forældre der mødte op for at heppe på holdene. FC Langelinie var uden sammenligning dem der havde det bedste heppekor 🙂

Ny bestyrelse for 2019

Efter en veloverstået generalforsamling den 25/2-2019 i Herskind Boldklub er der nu valgt en ny bestyrelse for det kommende år.

25 medlemmer fra Herskind Boldklub havde valgt at deltage i dette års generalforsamling, faktisk en del flere end der normalt finder vej til tidligere møder. Bestyrelsen var rigtig glad for den store opbakning, det resulterede i en aften med en masse god feedback hvilket bestyrelsen sætter utrolig stor pris på.

Det lykkedes ligeledes at udvide bestyrelsen fra 5 til 7 medlemmer, hvilket er meget positivt da vi tidligere har haft en udfordring med blot at besætte de 5 pladser som er minimum for Herskind Boldklub. Så stor tak til Søren Hansen og Jakob Thorsager Knudsen for at kaste sig ind i bestyrelsesarbejdet i klubben.

Det nye bestyrelse ser ud som følgende:
Formand: Peter Libergren
Næstformand: Mogens K. Enevoldsen
Kasserer: Jesper Green Jakobsen
Sekretær: Birgitte H. Nielsen
Bestyrelsesmedlem: Liv Stahl Madsen
Bestyrelsesmedlem: Søren Hansen
Bestyrelsesmedlem: Jakob Thorsager Knudsen

Revisor: Ulla Østergaard Hansen
Revisor suppleant: Helle Pernille

Motionscenter i Herskind?

Herskind Boldklub’s “Fitness gruppe” havde her til aften besøg af “Bevæg dig for Livet” – https://www.bevaegdigforlivet.dk/fitness/om-os som er en fælles fitness afdeling under DGI/DIF. Afdelingen arbejder med at etablere og udvikle fitness i foreninger som vores.

Formålet med mødet var helt konkret at rådgive os i processen omkring etablering af et motionscenter i forbindelse med Herskind Boldklub. Der er mange muligheder og beslutninger foran os og ligeledes et stort potentiale i forhold den erfaring som “Bevæg dig for Livet” har samlet fra andre byer af samme størrelse som Herskind. Byer der har etableret forenings fitness med succes.

Det var et positivt møde, med en masse forslag til hvordan vi kommer videre. Konkret kommer vi i næste fase til at arbejde med et budget for etablering og driften og dermed også den første afstemning af ambitionsniveauet.

Er du nysgerrig på projektet, har du lyst til at deltage i arbejdet eller har du gode ideer og indspark til et muligt kommende motionscenter, så kom til generalforsamlingen i Herskind Boldklub (læs mere her) – her letter vi mere af sløret for de kommende planer. Motionscentret er nemlig på agendaen for generalforsamlingen.

mvh,
Fitness Gruppen
(Helle P. Hansen, Peter Libergren, Ulla Ø. Hansen, Torben Kækel, Asbjørn Winther, Jesper G. Jacobsen, Lars Dahl, Liv S. Madsen og Mogens Enevoldsen)

Introkursus i genoplivning

Vi havde her til aften besøg af Philip Caap, som er frivillig instruktør fra Hjerteforeningen. Han arbejder til daglig som læge på Viborg sygehus og skulle give os alle et introkursus i genoplivning.

Vi fik en grundig og kyndig gennemgang af hele forløbet ved en genoplivning med hjælp af hjertestarter og alle deltagere fik desuden lov til at prøve hvorledes man giver korrekt hjertemassage.

Der er ophængt vejledning i genoplivning flere steder i hallen, så der er let adgang til denne information hvis uheldet skulle være ude (check dem næste gang du kommer forbi).

Del dine nytårsønsker/forsæt med os

Traditionen tro er nytåret også det tidspunkt hvor man deler ønsker og forsæt med hinanden.

Vi vil meget meget gerne høre hvad dine ønsker er til Herskind Boldklub i 2019. Det er ikke sikkert vi kan indfri dem alle, men vi kan jo altid gøre et forsøg 😉

Drømmer du eksempelvis om:
– En dragefestival i efterårsferien
– Spinning cykler & Løbebånd
– At ungerne kan flyve med droner i hallen om søndagen
– En Krolfbane
– Et dart hold
– Et MTB hold
– Streetbasket

Eller bare noget helt andet måske… del meget gerne dine ønsker, ris og ros ved at skrive det i kommentarfeltet forneden.


HB Fit Forår 2019

Tilmeldingen til HB Fit forårs sæsonen 2019 blev åbnet den 1/1-2019 og allerede nu er alle pladserne afsat. Vi er rigtig glade for den store opbakning.

Nåede du ikke at få dig tilmeldt mens der stadig var ledige pladser, vil vi opfordre dig til at melde dig på ‘Ventelisten’, så vi kan kontakte dig hvis der opstår en ledig plads.