Herskind Boldklub bygger udelukkende på frivillige kræfter, og derfor er frivillige et meget vigtigt element for alle de aktiviteter som klubben står bag.
Traditionelt kan man som frivillig deltage i eksempelvis bestyrelsesarbejde eller som træner i klubben. Men vi vil gerne med “Frivillige-Banken” udvide mulighederne for at man kan hjælpe klubben. Der er nemlig mange frivillige som ikke altid kan finde tiden til fast at være med i boldklubbens aktiviteter, men som stadig meget gerne vil bidrage lidt fra gang til gang alt efter hvor der mangler en hjælpende hånd.
Ideen med “Frivillige-Banken” er derfor at man melder sig ind som frivillig i klubben og efterhånden som der opstår behov for hjælpende hænder til aktiviteter eller lignende sendes en mail rundt blandt medlemmerne i “Frivillige-Banken” som man kan melde tilbage på hvis man har lyst til at bidrage. Man er ikke forpligtet til at hjælpe, det afgør man selv fra gang til gang når klubben mangler ledige hænder.