HB “Ryste-sammen” turen 2019

En klub som Herskind Boldklub er udelukkende drevet af frivillige trænere, instruktører og ledere. Frivillige som hver uge bruger en del af deres fritid på at skabe nogle fantastiske rammer for alle medlemmerne i Herskind Boldklub. Det sætter bestyrelsen for klubben rigtig stor pris på, så derfor har vi i år lanceret en “Ryste-sammen” tur som vi håber kan være et tilbagevendende fænomen i klubben.

Målet med “Ryste-sammen” turen er først og fremmest at sige tak for indsatsen til de frivillige trænere i klubben, men også at sikre at nye trænere og ledere kommer godt ind i gruppen af frivillige kræfter.

Vi startede dagen i klubhuset med en kort velkomst og et efterfølgende gruppefoto. 24 frivillige trænere var mødt op og næste gang håber vi at kunne lokke endnu flere med til dagen (der er rent faktisk 37 trænere/ledere der er aktive i klubben). Herefter gik turen til Århus, hvor vi alle spiste frokost på Cocks&Cows.

Efter en velfortjent frokost gik vi alle ud i det gode forårs vejr, blev fordelt i 5 grupper som alle skulle arbejde med den kreative side af den “frivillige træner”. Det blev til mange underholdende indlæg, ikke mindst for de mange forbipasserende i Århus.

Vi sluttede dagen af med at alle 5 hold skulle dyste mod hinanden i Escape Factory hvor vi skulle afsløre Alkymistens hemmeligheder, knække Enigma koderne og opklare mordet på oberst Fitzpatrick. De 5 hold kom på overarbejde med at knække gåder, tænke kreativt og kæmpe med at komme ud inden for tidsgrænsen på de magiske 60 minutter – det var både sjovt og meget udfordrende.