Opvisning

Der arbejdes lige nu hårdt på, at få forårets gymnastikopvisning til at sidde lige i skabet på alle vores 4 børne- og ungdomshold.

Der er flyver rundt med sætninger som “Spænd i kroppen”, “Stræk armene”, “Flot spring”, “Sikke en fin håndstand” – der er gang i den og fra uge til uge kan man nu se, hvordan de rykker, bliver stolte over egne præstationer og jeg ved, at de glæder sig til at vise forældre, søskende og bedsteforældre deres kunnen til opvisningen.

Så sæt endelig X i kalenderen Søndag den 7. april 2019 kl. 10.00, så lover jeg en hal fuld af spændte gymnaster med sommerfugle i maven, der vil gøre deres ypperste for at give jer en god oplevelse.

Igen i år har vi været så heldige at få et gæstehold udefra. Juniorspringerne fra HGF i Hammel kommer forbi. Det er en gruppe unge gymnaster fra 14 år til 25-26 år, som udover at dyrke gymnastik også har det rigtig sjovt sammen!

Dagens program:

  • Fælles indmarch samt velkomst
  • Forældre/barn holdet
  • Hoppelopperne – børnehold 4-7 år
  • Springholdet 0. -2. klasse
  • Springholdet 3. -6. klasse
  • GÆSTEHOLD – Juniorspring fra HGF

Vi glæder os til at se jer alle.

Vi vil gerne opfordre de af jer, som har mulighed for det, til at gå eller cykle til opvisning, da vi er rendt ind i et cykelløb samme dag i Skivholme, så parkeringspladsen kan blive lidt trang. Vi håber på forståelse og godt humør.

Sommerfesten 2019

I dag tog vi de første små skridt hen mod dette års sommerfest, som finder sted, sædvanen tro, i uge 33! Vi havde inviteret nogle inspirerende gæster til første halvdel af mødet.

Vi fik en masse nye og gode input. Især omkring hvordan vi kan lave en fest for HELE byen! – både børn, unge, voksne, modne og alle dem midt i mellem – så ALLE kan føle sig HJERTELIGT velkommen.

Tak til Anne Kaae, Kasper Jensen og Anders Bundgaard for at afsætte tid til at mødes med os.

Årets festudvalget består af Aviaja, Helle, Inge, Birgitte, Torben, Jesper, Claus og Ulla. En flok gamle kendinge og en enkelt ny. Vi er i fuld gang med planlægningen og har styr på rigtig mange ting allerede, men er også i fuld gang med idéudviklingen, så vi kan komme med nogle nye tiltag.

Vi har en masse skønne idéer og skæve input, men sommetider er det rart med lidt flere hænder til nogle små opgaver før, under og efter sommerfesten. Vi har allerede en lille flok trofaste hjælpere og dem er vi virkelig glade for. Måske kunne du godt tænke dig at hjælpe? Men tit er det jo ikke nemt lige at vide hvad der er behov for – så derfor har vi en løsning til dig.


Tilmeld dig vores “frivillig bank”, så kommer opgaverne til dig og du kan takke JA eller Nej, alt efter hvordan det lige passer ind i dine planer.

http://herskindboldklub.dk/cms/banken/

Vi glæder os rigtig meget til at feste, dyste og hænge ud med jer alle sammen til august!


.

Hurra for frivillige!

I gymnastik afdelingen har vi lige modtaget en hel pose med hjemmelavede ærteposer. Det er en fantastisk gave, som skaber stor glæde, især på vores børnehold, men sikkert også hos børnene i Herskind Børnehus. Altså vores egne lokale små poder.

Har du lyst til at gøre en god frivillig gerning, så hold dig ikke tilbage og tilmeld dig klubbens frivillige korps – http://herskindboldklub.dk/cms/banken/

Vær med til at opleve glæden ved at give lidt af din tid. Det kommer ti fold igen – det lover jeg!

Efterlysning!

Er du vild med at løbe?
Og brænder du for at få andre med ud at løbe?

Vi mangler en glad og initiativrig tovholder til at stå for koordinering af HB Runners aktiviteter. Måske er I et par stykker, som kan være fælles om opgaven.

Kontakt gerne Ulla på 28 25 17 91, så vi kan få hele byen med ud at løbe!